Går du med drømme om at blive selvstændig og starte din egen biks? Der er masser af muligheder for at blive din egen chef afhængigt af dine kompetencer og dit udgangspunkt. Måske har du allerede en uddannelse og erfaring inden for et felt, så du nemt kan sige dit lønmodtagerjob op og starte selv. Det kan også være, at du har brug for at tage nogle kurser eller noget uddannelse for at blive i stand til at starte din egen virksomhed. Uanset hvad dit udgangspunkt er, kommer der her nogle punkter, som det er vigtigt at tage stilling til, inden du går i gang.
- Forretningsplan: Start med at lave en forretningsplan som det allerførste. I denne beskriver du din virksomhed og dit produkt eller din service og kommer ind på, hvad der gør netop din virksomhed unik. Det er en god øvelse i at formulere klart og præcist, hvad virksomhedens vision og mission er, og hvordan den adskiller sig fra sine konkurrenter.
- Firmanavn, logo og domæne: Find på et fængende firmanavn, som giver kunderne en god idé om, hvad din ydelse er. Logoet skal understøtte firmanavnet og din virksomheds fokus og værdier. Du kan vælge at købe et internetdomæne og oprette din egen hjemmeside. Der findes smarte online værktøjer, så du selv kan prøve kræfter med at lave hjemmesiden til at starte med. Men ellers kan du selvfølgelig også købe dig til en hjemmeside.
- Økonomi, budget og finansiering: En meget vigtig del af at etablere en ny virksomhed er, at der er styr på det økonomiske aspekt. Det er essentielt at lægge budgetter for virksomheden, så du har oversigt over dine indtægter og en plan for, hvordan det hele skal finansieres. Opstartsfasen vil altid koste ekstra, fordi der typisk er langt flere udgifter end indtægter, indtil hjulene ruller på virksomheden. Her kan du overveje at tage et virksomhedslån, så du har råd til at dække alle udgifter og betale alle regninger i den indledende fase.
- Forsikring: Nogle forsikringer er valgfrie, og her er det op til dig at vurdere, hvilke du gerne vil have, og som passer til din virksomhed. Hvis du har en firmabil, skal den forsikres. Og hvis du senere hen får ansatte, skal du have en arbejdsskadeforsikring. Den dækker for eksempel, hvis en af dine medarbejdere kommer til skade.
- Registrering af virksomhed: Når alt er ved at være klart, skal du registrere din virksomhed som den form, du ønsker, den skal have. Den kan registreres som en enkeltmandsvirksomhed, et anpartsselskab, et interessentskab eller et aktieselskab. Som nystartet virksomhed vil man ofte starte som enkeltmandsvirksomhed, hvis man er alene om at starte virksomheden.
- Regnskab og bogføring: Når du kommer i gang med virksomheden, er det også vigtigt at lave regnskab og bogføre. Regnskabet kan du bruge til at holde øje med, om virksomheden performer, som du havde regnet med. Ellers kan det i så fald være nødvendigt at justere på nogle ting. Bogføring er registrering af virksomhedens bilag og er en vigtig del af at lave virksomhedens regnskab.